Teaser Januar 2018

Vintersolhverv er veloverstået, og Ros er trådt ind i året 8272.

Frost og kulde har lagt sig over landene og har så godt som tvunget folk og fæ i vinterhi. Men trods størstedelen af Ros ligger hen i stilhed, er der som altid noget der rører sig på Tauks Hede. En nyopstået kamp om magten på Heden raser, idet flere og flere sortblodsvæsner igennem de seneste par måneder har vist sig, og det virker ikke til at hverken elvere, mennesker eller dværge er vant til at håndtere det, selvom Hykils Orden står i forreste led. Orkerne, der går under det efterhånden frygtede Dolmornak, er begyndt at bygge befæstning, og mange frygter, at de er kommet for at blive. Samtidig erklærer sortelverne stedet for en del af Elnaril og har flere gange omtalt stedet som Silvias Hede.

I Timara er der stadig intet nyt om Kronprinsen, og folket er så småt ved at opgive håbet. Det rygtes endda, at man er begyndt at forberede en bisættelse for den fortabte prins, alt imens Rådet mener at det er på tide at udnævne en ny regent. Dog går der modstridende rygter om, at prinsen er blevet set på Tauks Hede, og at han skulle være faldet i hænderne på sortelverne. Hvis det er sandt, hvorfor gør Timara så ikke noget ved det? De lokale elvere virker ikke til at give sagen megen opmærksomhed, og man må undre sig over, om de er ligeglade med deres land.

Dog er det ikke alt sammen dårligt nyt! Den lokale krobestyrer, som var vært for den tidligere rævejagt, skulle efter sigende have påbegyndt forberedelserne til en ny rævejagt! Han inviterer alle, uanset race, til at deltage, og det rygtes at præmien er det værd. Må den bedste mand eller kvinde vinde!