#KoldSpilGang

Teaser Marts 2018

 

Hverken sneen eller mørket ser ud til at have en ende. Sortelvere, orker, Dødedansere, mystiske doktorer og mænd der forvandles til bæster. Ondskaben ser ud til at lure bag hvert et træ i skovene. Flere gange er det sket, at godtfolk, der bevæger sig rundt i fåtal, er blevet offer for enten sortblodsvæsner eller den almene landevejsrøver.

 

Den vilde snak går om den store eksplosion, der en sen aften er blevet hørt et sted på Hede. Nogle kunne mærke jorden skælve, andre folk påstår endda, at kunne have hørt et højlydt, skingert skrig oveni. Selvom folk har vovet sig op i Sorteskoven for at undersøge kilden, er intet blevet fundet endnu.

 

Snakken om kranier i forskellige former og farver, for ikke at nævne folkene der går rundt med dem som var det hverdag, er ikke stoppet, og det er begyndt at fange mangen en mands interesse. Kranier i sølv og endda guld! Dét kunne nok skaffe en god håndfuld ros hjem. Dog er der ingen, der har forsøgt at sælge dem videre og høste belønningen...

Teaser Februar 2018

Sneen daler i denne mørke tid, og indtoget af orker og sortelvere fortsætter. Sortblodsvæsnerne har overtaget store dele af Sorteskoven, og folk er endnu engang begyndt at grue for at vove sig derhen. Nu er det efterhånden kun de modigste krigere og de dristigste lykkejægere, der slår deres vej forbi, for det siges at Sorteskoven huser mange af de mystiske kranier, der er blevet set i løbet af de sidste par måneder. Hvorfor er de kranier der, og hvem har efterladt dem? Mange af dem er blevet set i hænderne på almene godtfolk, og endda på åben gade. Hvad kan få folk til at gå rundt med op til flere af dem?

 

Elverne er på den anden side kun blevet spottet i fåtal og de, som kommer frem, er kun  blevet set omkring kroen. Om alle kampklare elvere er gået i vinterhi eller er rejst tilbage til Timara kan nok kun elverne svare på. Sortelverne har nu officielt proklameret, at de holder elvernes Kronprins Tarín til fange, og rygterne spreder sig som en steppebrand om, at de af elverne kræver otte elverslaver, før de vil udlevere ham, ellers udleverer de hans afhuggede hoved.